På den ene side - På den anden side

På den ene side og på den anden side er to måder at sige det samme på. Når jeg siger på den ene side, tænker man automatisk på, at der er en anden side. På den anden side kan kun siges som svar på den ene side, men også som svar til en andens anden side. 

På den ene side hænger nøje sammen med den anden side. Det må nødvendigvis være samme kontekst eller sammenhæng, forbindelse eller emne, der på den ene side er ord for det samme og på den anden side, ikke er det. Der er nuanceforskelle. Forskelle der ikke er årsagen til min tekst. 

Årsagen til min tekst er meget mere enkel. Det drejer sig om at se alle ting fra flere sider. Og hvis man ikke kan gøre det, så prøve det. Det skaber allerede ved forsøget forståelse for, at der kan være flere sider af en sag. Min pointe er at det skærper klarheden af ensidige synspunkter, hvis man er bevidst om at der findes en anden side. Allerede ved bevidstheden kan jeg/man gøre mig/sig klar, hvad der venter mig ved at lufte en holdning. 

Det er ikke holdninger det drejer sig om her. Det kan hurtigt blive farligt. Dét, det drejer sig om her, at at hvis man har en holdning, så vil jeg æde min gamle hat på, at der findes nogen der er enige, men også, at der er nogen der ikke er det. Ensidige holdninger er lette at skyde ned. Ensidige holdninger kæntrer nemt som et skib med slagside. Ensidige holdninger efterlader, og dette er selvfølgelig en påstand, den der har den i en svag position. 

Min holdning om flere sider er ikke, at man altid skal lægge sig i midten, hvor den gyldne middelvej løber. Det skaber ikke dialog, hvis alle gør det. Hvis alle lægger hovedet på skrå, lytter og siger samtykker til middelvejen, kom en snak ingen vegne. Den bliver enten fuldstændigt forvrøvlet af samtykkelser og ingen meninger med noget, eller også bliver det, og det er lidt på samme vej, en stor enighed og glæde over at synes det samme. Det kan være rart at sidde i sådan et selskab, men jeg mener at der mangler noget. Det mangler et modspil. Enten fra en selv, hvis man magter det, eller et modspil fra en anden. På den ene side. Ja, men på den anden side. Gevinsten her er dobbelt. Jeg kan få bekræftet min mening ved at lytte til den anden side, fordi det giver mig muligheden for at efterprøve min mening i en snak, hvor jeg lytter argumenter for den anden side. Det er den ene gevinst. Den anden gevinst er at jeg muligvis kunne gå hen og få enten tilrettet min mening, eller måske helt ændret den. 

Et overskueligt eksempel her at jeg i mange år har påstået, at tidevandet kommer nedefra. Flod kommer nedefra og ikke udefra. Jeg har hårdnakket påstået det, men har måttet bøje nakken for at flod kommer udefra, som vand nu engang gør. Jeg lignede godt nok et ubøjeligt udråbstegn, da jeg fik smidt “sandheden” i hovedet, men måtte sande og erkende, at jeg havde haft uret. Der er ikke meget på den ene side og på den anden side over eksemplet, jeg har taget med for at illustrere, at man nogen gange må ændre sin mening. 

I mit galleri #9 har jeg to illustrationer om emnet. Den ene hedder “På den ene side” og den anden hedder “På den anden side”. Det er den samme person, der udtrykker, at man kan rumme både den ene side og den anden side. Jeg tror at det i nogen situationer kun er den ene side man ser, og i nogle situationer er det den anden side man ser. På den anden side kan jeg også forstille mig, at jeg kan vælge at vise den ene eller den anden side af et emne. Jeg elsker at lege med ord, så hvis det er muligt, kan jeg godt, bare for sportens skyld, tage et modsat synspunkt end det, jeg plejer at tage. Det er godt for dialogen. Det er ikke nødvendigvis for at spille djævlens advokat. Det er udelukkende for at prøve meninger, herunder mine egne, af. Hvis alle “om bordet”, i samtalen, dialogen eller diskussioner, prøver dette, er det næsten som at spille kort med meninger. På et tidspunkt, ved jeg fra mig selv, må jeg bekende kulør. Enten fordi meningslegen er drevet langt ud, eller fordi jeg måske inderst inde har nogle holdninger på den ene side, der ikke, for mig, kan forenes med den anden side. 

Jeg synes det er trist, at nogle mennesker hårdnakket holder fast i en mening, uden at vilde høre den anden side. Og dette uanset om de ændrer mening eller ej. Det er, igen for mig, god stil at høre den anden side. Der er ingen der siger vi skal være enige om alting. Uenighed kan føre man gode ting med sig. I en diskussion kan det føre til enighed om at være uenige, uden at det nødvendigvis fører til hverken krig eller slagsmål. Og så er den anden side allerede sagt, nemlig at uenighed kan føre til krig og slagsmål. 

For lige at vendte tilbage til indledningen, er det meget kedeligt, på den ene side, med en samtale mellem mennesker, der alle ligger på den gyldne middelvej. På den anden side er bastant modvilje mod at lytte til anders holdninger, den sikre vej til at lukke en snak meget hurtigt. Jeg tager selvfølgelig udgangspunkt i at de fleste har lyst til at lade sig høre, men også at de fleste, når de lader sig høre, tåler modspil og modargumenter. Det kunne jo være vi alle blev lidt klogere hver gang. 

Det ligger mellem linjerne at jeg mener, at der er dem, måske mange, der ikke magter at lytter til andre mennesker, fordi de mener at de alene har ret i deres. De siger måske at de lytter, men de hører ikke efter, fordi kassen for turde blive prøvet af, er lukket. 

I alt hvad jeg laver, om det er ord, lyd eller visuelt, prøver jeg at give mulighed for den anden side, hvis jeg har lagt mig fast på den ene. Hvis jeg sorterer de mennesker, der ikke vil hverken høre eller lytte, tror jeg at resten af verden er glade for, at de har muligheden for at vælge. Både til og fra. At de er glade for at have muligheden for selv at bestemme, og vel at mærke inden for alle områder af livet. Det at kunne vælge, at kunne sige til og sige fra. Det alene at kunne bestemme egen holdning, og næste skridt at kunne sige den, og næste igen, at kunne forsvare den, næste igen, at kunne rumme den der har den anden mening. 

Et sidste eksempel er min illustration i galleri dyr, der hedder “Endelig hjemme”, hvor sælmor og sælbaby efter den lange tur gennem oceanerne, og som de har gjort i tusinde år, kommer hjem til en olieplatform. Nu kan allerede på den anden side sige, at olieplatforme om måske 100 år bliver skrottet, men så erstat med en MacDonald eller en Facebook serverstationsbygning eller en US militærflyveplads. Nogen har ændret tingene. Sælerne har ikke bedt om det, men deres hjem er ændret, og nok ikke til det gode. Sådan på den ene side. Nu er det din tur. På den anden side. Jeg lytter.