Pocket Money er kortspillet, hvor man kan spille sig til lommepenge ved at vinde huslige opgaver i hjemmet. Man vinder en opgave ved at få et stik, dvs. fire ens kort. Kortenes billedside illustrerer, hvad opgaven går ud på, fx. rengøring. Jo flere huslige opgaver man vinder - og udfører - jo flere lommepenge optjener man. Pocket Money er også spillet, hvor de voksne kan vinde en fridag, eller hvor de skal finde på en overraskelse eler oplevelse.
Spillets udfald gælder for den kommende uge. Når ugen er gået, tager man et nyt spil lommepenge.
For 2-7 personer og for børn fra 6 år. Det tager ca. 30 min.
Sådan står der på spillet, udgivet af Danspil i 2007, og udviklet af mine tre børn og mig selv.
Efter jeg ved ikke hvor mange gange at have snakket og diskuteret og debateret om, hvem der skulle lave hvad i hjemmet, og ikke mindst, hvad de enkelte opgaver skulle kaste af sig af lommepenge, lavede jeg et almindeligt spil kort om til 14 emner. Emner vi alle fire var enige om. Så spillede vi det en masse gange, indtil en eller anden spurgte, om vi ikke skulle prøve at udgive det. Jeg tog til KE Mathiesen i Brabrand med vores lille hjemmelavede æske, sat sammen med hæfteklammer og tape, indeholdende vores 52 kort (fire af hver opgave eller funktion), og det blev så udgivet i Danmark, Sverige, Finland og Norge i syv år, og har vel solgt en 20.000 stk.
I familien nåede vi aldrig at spille Danspils udgave af vores spil, da børnene var blevet henholdsvis 7, 10 og 12 år, og på bare to år ændrer meget sig, børn ikke mindst. Fra vi spillede det i 2005 til det blev udgivet i 2007, havde børnene udviklet nye talenter for forhandling, nye spændende ord var integreret i deres vokabularium, og opgaverne i hjemmet ændrede sig. Fra fx oprydning i køkkenet efter aftensmaden til, at det nu er syttende gang jeg beder dig om at rydde op på dit værelse.
Lommepenge eller Pocket Money, som Danspil kaldte det, er et super sjovt spil for familien. Det har alle ingridienserne et spil skal have. Lige chance for alle, en sjov historie, og ikke mindst en vinder, dvs. mange vindere. Det udvikler i den grad huskesansen. Man kan diskutere om det er i orden at vinderen er den med flest stik dvs. også sikkert flest lommepenge, men lærdommen er dog stadig. Laver du noget, får du nok også noget for det.